Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
Siden forrige udgave af Samspil har vi haft 2 udkald.
Lørdag d. 6. august kl. 23.27 lød alarmen til en bilbrand på Fjordvejen. Da vi ankom ca.7 min. efter alarmeringen var bilen overtændt. Der var heldigvis ikke personer i bilen og den stod på vejen så vores opgave var kun at slukke ilden. Ilden var opstået i forbindelse med startforsøg.
Lørdag d. 27. august kl. 12.40 var der bud efter os fra plejehjemmet. Her var årsagen til udkaldet at en røgdetektor på gangen blev påvirket af røg fra et rygerum da døren derfra blev åbnet. Vi kunne nøjes med at bede om udluftning af gangen.
I år til dato (1. oktober) har der været brug for os 17 gange, i hele år 2004 var der brug for vores hjælp 21 gange.
Aktiviteter…..
D. 27. august tog vi på sommerudflugt til det Danske Brandværnsmuseum i Oksbøl. Museet er flyttet fra Århus til nye lokaler i Oksbøl. Der var mange gamle brandbiler at se, heriblandt også flere eksemplarer af den danskbyggede Triangel lastbil fra midt i 30´erne. De fleste biler var meget velholdte.
Der var dog flere der mente at ”vores eget” Sønderjyske Brandværnsmuseum i Gram er mindst lige så interessant og tilmed meget mere lokalt.
Under den efterfølgende fællesspisning på brandstationen var der enighed om at det havde været en god tur sammen med vores damer.
Vore udendørs øvelser stoppede i slutningen af oktober. I begyndelsen af november har vi et virksomhedsbesøg og sidst på måneden er der en teoriøvelse på brandstationen.
Vi holder en beskeden julefrokost med et par stykker smørrebrød i december måned. Nytårsparolen for kommunens redningsberedskab afholdes lørdag d. 7. januar i Gråsten. Januar byder desuden på en instruktionsaften hvor emnet endnu ikke ligger fast.
Foruden disse aktiviteter har Gråsten Beredskab afholdt et 12 timers førstehjælpskursus med 2 deltagere herfra, der har været genopfriskning af førstehjælpen med 3 deltagere og et kursus i brug af iltudstyr og hjertestarter i forbindelse med ulykker med 2 deltagere herfra.
Vi har 2 mand i gang med det store kursus for brandmænd – funktionsuddannelsen på 111 timer – der afsluttes med en eksamen 12-13. november. Vi har haft en deltager på et kursus i håndtering af tilskadekomne og 3 deltager i november – december på samme kursus.
Vi skal hele tiden vedligeholde og udbygge vores uddannelse for at kunne udføre vores job som brandmænd så godt og sikkert som muligt.
Storkommunen og brandværnet…..
Der er endnu ikke truffet politisk beslutning om hvordan brandværnet skal sammensættes i den nye store kommune. En arbejdsgruppe hvor også brandværnene har været repræsenteret har afleveret et oplæg som – hvis det følges – betyder at der stadig vil være et brandværn her i Rinkenæs.
Der vil helt sikkert blive større opmærksomhed omkring vores opgaveløsning i forbindelse med brand og andre opgaver i den store kommune. Derfor har vi nu meget brug for at få tilført flere unge kræfter. Se derfor næste punkt.
Orienteringsmøde…..
For at forsøge at få nye medlemmer i Rinkenæs frivillige Brandværn har vi omdelt en invitation til alle husstande i Rinkenæs. Vi vil gerne fortælle alle hvad det frivillige brandværn er, hvordan det er at være brandmand, hvorfor vi mener der stadig skal være et brandværn her i Rinkenæs og sidst men ikke mindst hvordan man bliver brandmand.
Vi håber der vil komme mange, både unge og gamle, mænd og kvinder til mødet for at blive orienteret så vi kan få gang i en dialog i byen. Dialogen må meget gerne ende med at vi får et antal nye medlemmer, så vi også i fremtiden kan opfylde vores forpligtelser og hjælpe borgerne i byen og omegnen når nøden er størst..
Der er selvfølgelig ikke tale om at vi tvinger nogle til at melde sig ind mod sin vilje, det skal være af interesse eller nysgerrighed.
Mødet foregår på Rinkenæs Brandstation mandag d. 7. november kl. 19.30.
Brandværnet er vært ved en kop kaffe.
p.s. brandstationen ligger på Nederbyvej 159.
Som alle år ved denne tid…..
Vi nærmer os jo tiden hvor der er hygges indendørs med stearinlys o.s.v.
I den forbindelse vil vi gerne bede alle vore læsere om at tænke på brandfaren ved levende lys og grandekorationer. Husk at slukke levende lys når i forlader værelset, hæng ikke papir, gran og lign. så flammen kan nå det.
Vær særlig varsom med at bruge gelélys og fyrfadslys, begge kan blive så varme at hele lysoverfladen brænder.
Det er også en god ide at have vand i nærheden af dekorationen, en danskvand der rystes kan også være en effektiv ildslukker.
Det er vores håb at alle vil passe på med fyrværkeri, også til nytår, det er jo især stråtækte huse, lader og oplag med hø og halm der er meget udsatte for brandfare.
Det er for øvrigt forbudt at afbrænde raketter mindre end 200 m. (400m. i vindretningen) fra sådanne huse.
Husk din røgalarm…..
Husk at få skiftet batteri i røgalarmen. Gør det en gang om året, dog senest når alarmsignalet begynder med korte pip med ca. 1 minut imellem. Batteriet er et ganske almindeligt af typen 6F22 eller blot 9 volt.
Hvis du ikke har en røgalarm, opfordrer vi dig til at anskaffe en eller flere. Husk at sætte den op, den virker ikke når den ligger i indpakningen!
De sidste år har der været omkring 100 personer hvert år der indebrændte, mange kunne være reddet af en røgalarm!
Til slut takker Rinkenæs Frivillige Brandværn for den store støtte vi får fra vore passive medlemmer, og vi vil allerede nu ønske alle borgere i vores
slukningsdistrikt en glædelig jul og et godt nytår.