Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
I tiden fra 1. december og til 1. februar har der været brug for vores hjælp 3 gange.
Tirsdag d. 21. december kl. 18.56 blev vi alarmeret til en olieforurening på Fjordvejen. Her var der i forbindelse med påfyldning af olie løbet noget fyringsolie ud i en kælder. Der var kun et lille gulvafløb som var fyldt med fyringsolie og vi kunne ikke finde en forurening i de kloakafløb der var at finde i sneen. Der blev derfor lagt en flydespærring i et vandløb på golfbanen som formodentlig har forbindelse til dræn m.m. omkring huset.
Der blev i alt brug for vores hjælp 18 gange i år 2010.
Torsdag d. 20. januar kl. 04.21 lød alarmen fra en virksomhed på Buskmosevej. Her var noget papir begyndt at brænde i en maskine og medarbejderen havde trykket på et brandtryk før han begyndte at slukke branden. Han fik den slukket og der skete formodentlig ingen skade på maskinen og vi kunne returnere til dynerne igen.
Torsdag d. 27. januar kl. 18.05 lød alarmen til en skorstensbrand i Stranderød. Da vi kom derned var der både gløder og flammer ud af skorstenen. Skorstenen blev renset og skorstensfejeren tilkaldt for at kontrollere om skorstenen havde taget skade af branden.
Bliv brandmand…..
I begyndelsen af januar fik alle husstande i Rinkenæs en brochure om brandværnet i postkassen, der var annoncer i avisen og der kom plakater op i byen. Vi var på besøg i Ulsnæs-Centret lørdag d. 22. og havde her muligheden for at tale med interesserede der var kommet for at handle.
Alt dette for at invitere til informationsmøde om brandværnet onsdag d. 26. januar, hvor spørgsmål om hvordan man kan blive brandmand og andre spørgsmål om brandværnet blev besvaret. Der mødte 2 mand op til mødet, en var lige flyttet til byen og ville lige orienteres, en anden var klar til at blive brandmand og han er nu blevet optaget i brandværnet og er begyndt på førstehjælpskursus og grundkursus d. 28. februar.
Et af spørgsmålene vi tit hører, er hvor meget tid der skal bruges som brandmand. Når uddannelsen er overstået er det faktisk mindre som når man er aktiv i en sportsforening. Vi skal deltage i mindst 12 øvelser hvert år, det tager ca. 2 timer pr. gang, vi har hvert år omkring 18 øvelser med 3 – 4 ugers mellemrum.
I forbindelse med de forslag der ligger fra kommunen har vi meget brug for nye medlemmer hvis der stadigvæk skal være et brandværn i Rinkenæs.
Vi er lige nu 14 aktive brandmænd her i Rinkenæs, så hvis du går og gerne vil have lidt oplysninger om brandværnet og hvad det vil sige at være brandmand må du meget gerne kontakte os. Vi tvinger selvfølgelig ingen til at melde sig ind, men vi håber da det vil lykkes at fortsætte vores 121 årige tradition med brandværn i Rinkenæs længe endnu.
Passive medlemmer…..
Da der sandsynligvis ikke kommer en afklaring på vores forhold før til sommer hvor vi så har 6 måneders opsigelse – hvis kommunen beslutter at nedlægge os – tilbyder vi igen som de foregående år alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. Her i bladet er der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.
Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages selvfølgelig meget gerne.
Vi vil blive meget glade hvis i vil bruge brevsprækken i fordøren på brandstationen, put jeres bidrag i en kuvert, meget gerne med navn og adresse så vi kan sørge for at der kommer en kvittering tilbage. Vores kasserer
Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr og til at anskaffe uniformer til vores nye medlemmer.
Aktiviteter i foråret…..
Vi har vores første udendørs øvelse er onsdag d. 6. april. Her vil der også være mulighed for at deltage hvis du gerne vil vide mere om hvordan det er at være brandmand. Bare mød op på brandstationen kl. 18.50 så finder vi en branddragt du kan låne og du kan komme med på øvelsen.
Øvelsesplanen for det kommende år er udsendt før jul og følger de krav som Beredskabsstyrelsen på forhånd har udsendt. For at bibeholde eller genopfriske medlemmernes viden fra de forskellige uddannelser bliver øvelserne på skift planlagt af 3 medlemmer.
Nyt fra brandværnsorkesteret…..
Nytårsparolen for de frivillige værn er en fast tradition. Denne gang skulle den afholdes i Guderup d. 29.01. Arrangørerne havde bare glemt een ting: At invitere musikken!
Selv om der er tre brandværnsorkestre i kommunen, (Sønderborg/ Nordborg, Broager og Rinkenæs), kunne ingen stille med så kort varsel. Hvad gjorde vi så?
Samlede dem, der havde tid d. 29.01 fra de tre orkestre og øvede to aftener i Sønderborg. Musikken blev klar til til paroledagen.
Under parolen holdt Ove Petersen, Broager brandværnsorkester en kort tale og fortalte om vores, til dagen, sammensatte orkester. Desuden blev Hans F. Iwersen mindet. Hans deltog på vore øveaftener, men et par dage inden parolen afgik han pludseligt ved døden. Hans havde spillet i Sønderborg /Nordborg brandværnsorkester i 50 år.
Vi spillede i vores respektive brandværnsuniformer og Broager Pipes i deres kilte, så det var et "blandet" skue. Tilsammen var vi 39 deltagere, der leverede festlig musik. Vore tre dirigenter dirigerede på skift, så det var et godt samarbejde fra alle og en positiv oplevelse for os, der deltog..
Er der virkelig ingen i Rinkenæs sogn eller omegn, der har lyst til at spille med i vores orkester? Har du måske lyst til at være med, kan du aftale et besøg en øveaften og se/ høre om det er noget for dig.
Har du brug for musik? I begge tilfælde kontakt: Henrik Paulsen, tlf. 74 65 38 76.
På orkesterets vegne Inge-Lise Rasmussen