Nyt fra Brandværn – Mar 2006

Rinkenæs frivillige Brandværn

Brande siden sidst…..

Mandag d. 5. december blev vi tilkaldt af det automatiske brandalarmeringsanlæg på Plejecenter Dalsmark. En røgdetektor var udløst af røg og varme fra et stearinlys i forbindelse med lucia optog. Vi kunne returnere uden indsats og adventsfesten kunne fortsætte som traditionen byder.

Der blev i alt brug for vores hjælp 22 gange i år 2005.

Første udkald i år 2006 kom nytårsnat, d. 1. januar kl. 04.01. Vi blev tilkaldt til en brand i Gråsten. Meldingen lød på container brand i en bygning, Det viste sig at alarmen var udløst af røg fra en affaldscontainer der stod op af huset. Containeren brændte og flammerne kunne nå op i udhænget på huset. Røgen fra branden kunne derefter trække ind i huset. Gråsten Friv. Brandværn var selvfølgelig kommet før os og havde slukket ilden og var i gang med at lufte ud i bygningen så vi kunne blot køre hjem igen uden at være kommet i indsats.

Torsdag d. 2. februar blev vi tilkaldt til en skorstensbrand på Nederbyvej. Stigen blev lagt op af taget og skorstenen blev renset. Skorstensfejeren kom derefter for at kontrollere skorstenen for skader inden fyringen blev genoptaget.

Brandværnsparolen…..

Den traditionelle nytårsparole for de 3 brandværn og beredskabet i kommunen, blev afholdt d. 7. januar. Det var i år Gråsten Frivillige Brandværn der stod som arrangør. Optakten var en koncert ved vort brandværnsorkester. Da vi alle var samlet i garagen på brandstationen overrakte Borgmester Bendt Olesen og Beredskabschef Bent Hylsebeck anciennitetstegn til medlemmer af brandværnet. Her fra os var der ikke nogen der skulle have tegn udleveret.

Beredskabschefen aflagde derefter beretning over året 2005.

Borgmesteren kom bl. a. med byrådets hilsen og takkede for vores indsats i det forgangne år.

Dagen sluttede med kammeratligt samvær og som sædvanligt var menuen gule ærter med tilbehør. Herefter blev både spillekort og raflebægere flittigt rørt.

Passive medlemmer…..

Som de foregående år vil vi igen i år tilbyde alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. Her i bladet er der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.

Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages selvfølgelig meget gerne.

Vi vil blive meget glade hvis i vil bruge brevsprække i fordøren på brandstationen, put jeres bidrag i en kuvert, meget gerne med navn og adresse. Vi skal nok sørge for at der kommer en kvittering tilbage. Vores kasserer Peter Christensen, Bakkegården 34 er også klar til at modtage bidrag og endelig er der den dyre metode, betalt girokortet via postbutikken eller bank.

Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr. Vi vil i år forsøge at anskaffe udstyr til brug ved trafikuheld med fastklemte.

Flaskeindsamling…..

Et lille opråb til alle der afleverer ting på genbrugspladsen ved brandstationen.

Vores flaskeindsamling på pladsen ved brandstationen giver et lille bidrag til brandværnets kassebeholdning. Vi modtager gerne følgende i containerne:

· Vin/spiritus flasker

· Øl/vand flasker

· Syltetøjsglas

· Andet husholdningsglas (skal være rengjorte)

Undlad venligst at smide følgende i containerne:

· Vinduesglas og spejlglas

· Drikkeglas, glasskåle

· Tallerkener og andet porcelæn.

· Andet affald (haveaffald, bilbatterier, olie m.m.)

Det skal afleveres på containerpladsen på Ravnsbjergvej.

Husholdningsaffald modtages heller ikke, det skal sendes med dagrenovationen.

Den store grønne container på vores parkeringsplads er til spejdernes papirindsamling, den er selvfølgelig kun til papir og tørt pap.

Aktiviteter i foråret…..

I februar har ISS været besøg på brandstationen i Gråsten med en orientering om deres indsats i forbindelse med følgeskader efter brand f. eks. vandskade og når der frigives saltsyre ved afbrænding af f. eks. el-kabler. Vi fik også nogle tips til hvordan vi skal håndtere en skade indtil de kommer frem. Medlemmer af de 3 brandværn og beredskabet deltog i dette møde.

Vores årlige generalforsamling afholdes på brandstationen d. 18. marts. Der er både valg til bestyrelsen og til forskellige poster.

Vi har vores første udendørs øvelse i det nye år tirsdag d. 4. april. Øvelsesplanen for det kommende år bliver lavet efter vores generalforsamling. Beredskabsstyrelsen har på forhånd udsendt retningslinier for hvilke emner der skal tages op. For at bibeholde eller genopfriske medlemmernes viden fra de forskellige uddannelser bliver øvelserne på skift planlagt af 3 medlemmer.

Desuden tilbydes 12 timers førstehjælp og vedligeholdelse af samme i foråret.