Nyt fra Brandværn – Mar 2005

Rinkenæs frivillige Brandværn

Brande siden sidst…..

D. 22. december blev vi tilkaldt til en brand på en virksomhed på Ulsnæs. Udkaldet kom via virksomhedens automatiske brandalarmeringsanlæg, men da Gråsten friv. Brandværn og vi kom til stede viste det sig at der var tale om en fejlalarm efter reparation af sprinkleranlægget på virksomheden. D. 31. december blev vi tilkaldt til et kemikalieudslip i Kværs. En aftapningshane på en palletank var knækket og ca. 300 liter myresyre var løbet ud. Kemikaliedykkere fra Gråsten fik stoppet udløbet og røgdykkere fra både Gråsten og her fra Rinkenæs fik spredt savsmuld til at opsuge syren. Indsatsen var slut kl. 13.45 og resten af nytåret forløb uden udkald.

Der blev i alt brug for vores hjælp 22 gange i år 2004.

Første udkald i år 2005 kom fredag d. 7. januar. Vi blev tilkaldt til en brand i Gråsten der var modtaget via det automatiske brandalarmeringsanlæg. Det viste sig at alarmen var udløst af røg fra en motorsav der blev startet lige udenfor et åbent vindue, uheldigvis trak røgen ind i huset og startede alarmen.

Fredag d. 14. januar blev der i forbindelse med nedbrydning på Sejrsvej afbrændt halm m.m. Tyk røg drev ud over hovedvejen og afbrændingen blev derfor stoppet, for øvrigt er afbrænding ikke tilladt før solopgang.

Lørdag d. 15. januar (kl. 05.04) blev vi kaldt til brand i container i Gråsten. Ved en fejl på alarmcentralen blev der kaldt ud til ild i bygning i stedet for container og derfor blev vi også alarmeret. Gråsten friv. Brandværn havde ilden under kontrol da vi kom derned og vi kunne derfor skynde os hjem under dynen igen.

Torsdag d. 3. februar kom en alarm fra en virksomhed på Buskmosevej. I forbindelse med service på det automatiske alarmeringsanlæg skete der en betjeningsfejl i vores vagtcentral og alarmen fra det automatiske anlæg blev udsendt

Vi kunne returnere uden indsats.

Brandværnsparolen…..

Den traditionelle nytårsparole for de 3 brandværn og beredskabet i kommunen, blev afholdt d. 8. januar. Det var i år os her fra Rinkenæs der stod som arrangør. Optakten var en koncert ved vort brandværnsorkester. Da vi alle var samlet i mødelokalet på brandstationen overrakte Borgmester Bendt Olesen og Beredskabschef Bent H. Jensen anciennitetstegn for 10 og 20 års tjeneste til medlemmer fra alle grene af beredskabet.

Povl Ernst Christiansen her fra Rinkenæs modtog Hendes Majestæt Dronningens 25 års tegn.

Beredskabschefen aflagde derefter beretning over året 2004.

Borgmesteren kom bl. a. med byrådets hilsen og takkede for vores indsats i det forgangne år.

Dagen sluttede med kammeratligt samvær og som sædvanligt var menuen gule ærter med tilbehør. Herefter blev både spillekort og raflebægere flittigt rørt.

Passive medlemmer…..

Som de foregående år vil vi igen i år tilbyde alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. Her i bladet er der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.

Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages selvfølgelig meget gerne.

Da vi jo desværre ikke længere har hverken vores slagter eller vores købmand til at modtage jeres frivillige bidrag i åbningstiden har vi i stedet monteret en brevsprække i fordøren på brandstationen. Vi vil blive meget glade hvis i vil bruge den, put jeres bidrag, meget gerne med navn og adresse i en kuvert. Vi skal nok sørge for at der kommer en kvittering tilbage. Vores kasserer Peter Christensen, Bakkegården 34 er også klar til at modtage bidrag og endelig er der den dyre metode, betalt girokortet via posthus eller bank (porto 12 kr.).

Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr.

Flaskeindsamling…..

Et lille opråb til alle der afleverer ting på genbrugspladsen ved brandstationen.

Vores flaskeindsamling på pladsen ved brandstationen giver et lille bidrag til brandværnets kassebeholdning. Vi modtager gerne følgende i containerne :

· Vin/spiritus flasker

· Øl/vand flasker

· Syltetøjsglas

· Andet husholdningsglas ( helst rengjorte )

Undlad venligst at smide følgende i containerne :

· Vinduesglas og spejlglas

· Drikkeglas, glasskåle

· Tallerkener og andet porcelæn.

· Andet affald (haveaffald, bilbatterier, olie m.m.)

Det skal afleveres på containerpladsen på Ravnsbjergvej.

Husholdningsaffald modtages heller ikke, det skal sendes med dagrenovationen.

Den store grønne container på vores parkeringsplads er til spejdernes papirindsamling, den er selvfølgelig kun til papir og tørt pap.

Aktiviteter i foråret…..

I februar har vi været på besøg på Danfoss hvor vi fik en orientering om fabrikken, fik set bl. a. hvilke adgangsveje der er og hvordan vi finder rundt på den store fabrik. DONG var på besøg på brandstationen med en orientering om naturgasnettet generelt, men især om nettet her i kommunen. Vi fik også nogle tips til hvordan vi skal håndtere en skade hvor der er naturgas i nærheden. Medlemmer af de 3 brandværn og beredskabet deltog i dette møde.

Vores årlige generalforsamling afholdes på brandstationen d. 19. marts, der i år også er vores 115 års fødselsdag. Der er både valg til bestyrelsen og til forskellige poster.

Vi har vores første udendørs øvelse i det nye år mandag d. 18. april. Øvelsesplanen for det kommende år bliver lavet efter vores generalforsamling. Beredskabsstyrelsen har på forhånd udsendt retningslinier for hvilke emner der skal tages op. For at bibeholde eller genopfriske medlemmernes viden fra de forskellige uddannelser bliver øvelserne på skift planlagt af 3 medlemmer.