Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
December måned tilføjede endnu et udkald til vores statistik, så der i alt blev brug for vores hjælp 13 gange i år 2002.
Årets sidste udkald kom lørdag d. 14. lige over middag. Der blev meldt om kraftig røgudvikling fra et sommerhus på Dalsgård. Det viste sig at der var ild i noget brænde der lå inde i huset. Ilden havde bredt sig til loftsbeklædningen og ned i gulvbrædderne, så begge steder måtte vi bruge saven for at kunne slukke de sidste gløder. Vi mødte 12 mand til denne indsats, desuden blev Gråsten friv. Brandværn indsat med et enkelt røgdykkerhold.
Lige som år 2002 sluttede begyndte år 2003 stille, ingen skader eller andet i forbindelse med julen og nytåret. Indtil nu (1. februar) har der heller ikke været brug for vores indsats.
Brandværnsparolen…..
Den traditionelle nytårs parole for de 3 brandværn og beredskabet i kommunen blev afholdt d. 4. januar. Det var i år Gråsten Beredskab der for første gang stod som arrangør. Optakten var en lille koncert ved vort brandværnsorkester. Da vi alle var samlet i garagen på Gråsten Brandstation overrakte Borgmester Bendt Olesen og Beredskabschef Bent H. Jensen anciennitetstegn for 10, 20 og 25 års tjeneste, til medlemmer fra alle grene af beredskabet.
Her fra Rinkenæs modtog Kaj Nielsen fra brandværnsorkesteret fortjenstmedaljen for 25 års tjeneste, Kim Hansen for 20 års tjeneste, Ole Bierbaum for 10 års tjeneste. Leif Petersen der skal have fortjenstmedaljen for 25 års tjeneste samt Rene Larsen og Torbjørn Jensen der skal have tegn for 10 års tjeneste vil modtage dem på vor generalforsamling i marts.
Beredskabschefen aflagde derefter beretning over året 2002.
Borgmesteren kom bl. a. med byrådets hilsen og takkede for vores indsats i det forgangne år.
Dagen sluttede med kammeratligt samvær og som sædvanligt var menuen gule ærter med tilbehør. Herefter blev både spillekort og raflebægere flittigt rørt.
Mandskab…..
Vi har her i foråret 2 mand på grundkursus i Aabenraa, den første del af deres uddannelse. Vi har stadig plads til flere nye medlemmer, for tiden er vi 21 aktive i Rinkenæs friv. Brandværn.
Yderligere oplysninger om brandværnet kan fås ved henvendelse til Kim Hansen på tlf. 74 65 28 98 eller på www.home.worldonline.dk/rfb/
Passive medlemmer…..
Som de foregående år vil vi igen i år tilbyde alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. Her i bladet er der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.
Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages meget gerne.
Beløbet kan enten betales kontant ved købmand Jørgen Andersen, ved vores kasserer Peter Christensen, Bakkegården 34 eller via posthus eller bank (porto 12 kr.).
Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr.
Flaskeindsamling…..
Et lille opråb til alle der afleverer ting på genbrugspladsen ved brandstationen.
Vores flaskeindsamling på pladsen ved brandstationen giver et lille bidrag til brandværnets kassebeholdning. Vi modtager gerne følgende i containerne :
Vin/spiritus flasker
Øl/vand flasker
Syltetøjsglas
Andet husholdningsglas ( helst rengjorte )
Undlad venligst at smide følgende i containerne :
Vinduesglas og spejlglas
Drikkeglas, glasskåle
Tallerkener og andet porcelæn.
Andet affald (haveaffald, bilbatterier, olie m.m.)
Det skal afleveres på containerpladsen på Ravnsbjergvej.
Husholdningsaffald modtages heller ikke, det skal sendes med dagrenovationen.
Aktiviteter i foråret…..
Vores årlige generalforsamling afholdes på brandstationen d. 22. marts, hvor der både er valg til bestyrelsen og til forskellige poster. Der plejer ikke at være den store udskiftning på de forskellige poster.
Vi har vores første udendørs øvelse i det nye år tirsdag d. 8. april. Øvelsesplanen for det kommende år bliver planlagt efter vores generalforsamling.