Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
Siden forrige udgave af Samspil har vi været kaldt ud til 4 brande.
Torsdag d. 18. februar var der brand i en campingvogn på Rinkenæshus Camping. Beboeren sad i vognen og så fjernsyn da han kunne lugte noget brændt og så grå røg i forteltet. Han skyndte sig ud og fik alarmeret. Da vi ankom, var forteltet overtændt og selve campingvognen var begyndt at brænde.
Sådanne brande forløber meget hurtigt pga. glasfiberopbygningen og skumisolering i vognen. Derfor kunne vognen ikke reddes, men der skete ikke skade på de omkringstående vogne. Det lykkedes at få fjernet gasflaskerne så der ikke skete en opvarmning og eksplosion i dem.
Dagen efter måtte vi lige køre derned igen til efterslukning. Politiet ville efterforske brandårsagen og derfor forsøgte vi ikke at ødelægge evt. spor ved selve slukningen og undgik at fjerne alt inventar. Nu var der brand i en sæk grillkul, som blev slukket med vand.
Tirsdag d. 2. marts kom en brandalarm fra Dalsmark, her var nogle håndværkere i gang med arbejdet og det udløste alarmen. Mandag d. 22. marts kom en brandalarm fra Dalsmark. Her var det en beboer der sad under en røgdetektor og nød indtil flere cigarer. Fredag d. 26. marts lød alarmen igen med samme årsag. Begge gange blev der godt luftet ud i lejligheden og cigaren blev slukket.
Årets generalforsamling…..
Generalforsamlingen blev som sædvanlig afholdt på brandstationen.
Brandkaptajn Kim Hansen udtalte mindeord over vores afdøde æresmedlem Peter Petersen og bød derefter 3 af vores 4 æresmedlemmer, Kaj Nielsen fra brandværnsorkesteret og 14 af 15 aktive medlemmer velkommen til vores 120 års jubilæumsgeneralforsamling.
Brandkaptajn Kim Hansen startede som sædvanligt sin beretning med en gennemgang af sidste års udkald.
Igen i 2009 var aktivitetsniveauet højt. Foruden de 7 udkald blev der afholdt 17 øvelser og møder.
Efter kaptajnens beretning var næste punkt på dagsordenen optagelse af nye medlemmer og uddeling af hæderstegn. Vi har igen i år optaget et nyt medlem i november og han blev officielt optaget ved håndslag. Desuden blev endnu et medlem optaget, han har dog været med i flere år, men har været forhindret til de foregående generalforsamlinger.
Forhåbentlig vil vi kunne byde velkommen til endnu flere nye medlemmer i løbet af i år.
Brandkaptajn Kim Hansen overrakte hæderstegn og en gave fra Beredskabskommissionen til Jørgen Petersen for 40 års tjeneste i brandværnet. Vicebrandkaptajn Jonny Hansen overrakte brandværnets gave.
Povl Ernst Christiansen modtog en gave for 30 år som brandmand og Klaus Hviid Petersen fik hæderstegn for 5 års tjeneste.

Årets regnskab blev forelagt af kasserer Peter Christensen og godkendt af forsamlingen.
Efter en velfortjent kaffepause fortsatte generalforsamlingen med valg til kommandoen og de forskellige udvalg.
Der var genvalg til brandkaptajn Kim Hansen og sekretær Klaus Hviid Petersen og nyvalgt blev bestyrelsesmedlem Lars Frank Christensen.
Der var nyvalg til revisorposten hvor Martin Toft Hansen blev valgt.
Som ny depotmedhjælper blev Hermann Kählig valgt. Som fanebærer blev Lars Frank Christensen valgt og som fanevagt 1 blev Michael Jensen genvalgt, Martin Toft Hansen blev valgt som delegeret og Kurt Nissen blev genvalgt som vores sikkerhedsrepræsentant.
Til æresretten var der genvalg af Børge Hansen og Kurt Nissen og nyvalgt blev Lars Frank Christensen.
Til festudvalget blev Hermann Kählig og Jonny Hansen nyvalgt.
Generalforsamlingen sluttede tidligt i år, da vi alle skulle hjem for at gøre klar til jubilæumsfesten lørdag aften.
Lørdag aften var ca. 50 mand samlet på brandstationen til 120 års jubilæumsfest. Festen var meget vellykket og efter en kort velkomst ved brandkaptajnen blev der serveret grillstegt gris med flødekartofler og salat.
Dansen og hyggen fortsatte hele aftenen og det var meget tidligt søndag morgen før de sidste gik hjem.

Sommerens aktiviteter…..
Vores udendørs sæson er startet med en øvelse d. 12. april. Lørdag d. 17. april tager vi næsten alle til Ruinbyen i Tinglev for bl. a. at træne i røgdykning og frigørelse. Det er øvelser der er svære at lave her i byen, der er jo nok ikke mange der ønsker at få tændt ild i deres hus.
Vore øvelser vil fortsætte med ca. 2 – 4 ugers mellemrum indtil slutningen af november.
Årets brandværnsmarch arrangeres i år af Hellevad friv. Brandværn lørdag d. 21. august. Brandværnsmarchen er en 10 km. march der skal afsluttes indenfor 2 timer. Deltagerne er frivillige brandmænd fra Sønderjylland, brandmænd fra det øvrige Danmark og fra Nordtyskland.
Sankt Hans aften i spejderhytten og ved parkunderholdning i Gartnerslugten kan vi igen i år findes ved grillen.
Passive medlemmer…..
Som de foregående år tilbyder vi igen i år alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. I marts nummeret af bladet var der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.
Et passivt medlemskab koster stadigvæk kun 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages meget gerne.
Beløbet kan stadigvæk indbetales ved at lægge det i en kuvert med navn og adresse og putte den i brevsprækken på brandstationen, ved vores kasserer Peter Christensen, Bakkegården 34, eller via posthus eller bank (husk på her er portoen jo mellem 6 og 20 kr.).
Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr og anskaffe uniformer til de nye medlemmer vi forhåbentlig optager i løbet af året.
Hvis du har spørgsmål til brandværnet kan du prøve at gå ind på vores hjemmeside http://www.rinkenæs-brandværn.dk ,
sende os en e-mail på følgende adresse : rfb@jyde.dk , eller bedre endnu ringe til Kim Hansen.
Vi ønsker…..
Alle vore passive medlemmer og alle byens borgere en god sommer.
Brandværnsorkesteret…..
Sommersæsonen starter altid med udmarch sammen med brandværnet den første torsdag i maj. I år er det d. 6.5. kl. 19.00 at vi marcherer fra Rinkenæs brandstation med fuld musik. Ruten er i skrivende stund ikke fastlagt, men lyt efter musikken, måske kommer vi forbi, hvor du bor.
Denne march markerer at sommeren er på vej, og vi håber, at vejrguderne er med os.
Vi har i vinterens løb øvet på flere nye melodier, som vi glæder os til at spille til sommerens koncerter.
Så mød op til Parkkoncert i Gartnerslugten d. 6. juli kl. 19.30. Der vil vi spille et alsidigt program i forskellige genrer, for eksempel et flot Abba potpurri: Mamma Mia.
Så kommer tiden for ringridningerne.
2. søndag i juli spiller vi i det store optog i Sønderborg, samt en lille koncert på ringriderpladsen bagefter.
Traditionen tro skal vi også deltage i Gråsten ringridning d. 15.-17.-18. juli.
Torsdag aften en koncert ved Gråsten plejehjem. Det foregår udendørs, så der kan alle lytte med.
Lørdag: Spille i optog fra rideskolen til ringriderpladsen.
Søndag: Morgenreveille kl. 8.00, march rundt i Gråsten , hvor vi vækker byens borgere med fuld musik !
Spille i det store optog fra rideskolen, rundt i gaderne og endestation ringriderpladsen.
Koncert på ringriderpladsen.
Læs nærmere om tider og ruter i ugeavisen, når ringridningen står for døren.
Vi glæder os til at spille diverse steder og håber, at der er mange , der har lyst til at møde op og høre musikken.
Har du selv brug for musik, så ring til : Henrik Paulsen, tlf.74653876.
På orkesterets vegne Inge-Lise Rasmussen.