Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
Siden sidste udgave af Samspil har vi været kaldt ud 2 gange. Begge gange var det udkald via vort automatiske udkaldssystem til Plejehjemmet på Dalsmark.
Onsdag d. 12. februar kl. 03.08 kom alarmen fra den nye tilbygning, vi kunne ikke finde nogen brand, der var nok tale om en fejl i tilkoblingen af den nye afdeling. Søndag d. 23. marts kl. 20.08 var årsagen cigarrygning under en detektor i en af de nye lejligheder.
Der var ikke brug for nogen indsats ved disse udkald.
Årets generalforsamling…..
Generalforsamlingen blev i år afholdt d. 22. marts, som sædvanlig på brandstationen.
Brandkaptajn Kim Hansen bød velkommen til borgmester Bendt Olesen,
Beredskabschef Bent H. Jensen, Kaj Nielsen som repræsentant for brandværnsorkesteret, æresmedlem Heinz Børm og 20 af 21 aktive medlemmer.
Brandkaptajn Kim Hansen begyndte sin beretning for året 2002 med en gennemgang af årets 13 udkald.
Der var 5 udkald via ABA systemet, ingen af udkaldene var til direkte brand, 1 udkald skyldtes udstødning fra en græsklipper der igennem en åben terrassedør udløste alarmen på et værelse, 2 gange var der tale om dampudslip ved den samme detektor på loftet. Ved 2 udkald var der desværre tale om fejl i vores alarmskab på brandstationen i Gråsten. Der blev anmeldt 5 "rigtige" brande, et udkald blev meldt som måske en skorstensbrand fra en gård på Sejrsvej, her var der i stedet for tale om en brand med et meget varmt røgrør fra et brændefyr som årsag. Der var et enkelt udkald til en skorstensbrand, på Krusåvej. Vi blev tilkaldt til en kraftig brand i et hus i Gråsten, her var det køkken og gang der var ild i. Vi var kun lige kommet hjem på brandstationen og havde fået biler klargjort igen da alarmen igen lød, denne gang var der ild på 1. sal i et hus også i Gråsten. Ved begge udkald var der hurtigt mandskab på pletten fra Gråsten friv. Brandværn og vi kom ikke til indsats.
Sidste brandudkald var til brand i et træsommerhus på Dalsgård.
Der har desuden været 2 alarmeringsøvelser, en fælles øvelse for de 3 brandværn i kommunen og en øvelse vi selv arrangerede i et maskinhus her i byen.
Desuden blev vi ved en fejl kaldt til en olieforurening.
Til disse udkald var der mødt mellem 6 og 12 mand, med afgangstider fra brandstationen mellem 2 og 7 minutter.
Igen i 2002 blev der afholdt 17 øvelser og møder, som vi plejer planlagt på skift mellem mandskab og kommando.
Ved årsskiftet er vi 21 aktive medlemmer, et af de nye medlemmer valgte på grund af manglende tid i forbindelse med sit arbejde at stoppe i efteråret, men han vender forhåbentlig tilbage når tiden tillader det. Lige efter fik vi en ” færdig ” brandmand overflyttet fra Broager så tallet passer stadig. Jeg har hørt at der stadigvæk er en enkelt eller to her i byen der går og overvejer at melde sig ind, jeg har været i kontakt med den ene og jeg håber det lykkes i løbet af foråret. Her er der ingen tvivl om at vores vedtægtsændring fra sidste år gør at det rent formelt er lettere at få nye medlemmer, der er ikke den lange ventetid, de kan straks komme med på prøve.
Da de fleste af os jo nu er ved at være i en alder der gør, at det ikke lige er vores venner vi kan få til at melde sig ind, er det endnu mere vigtigt at vi alle griber enhver lejlighed til at gøre opmærksom på vores lokale brandværn, det skal ikke gøres ” som panik før lukketid ” men tværtimod skal der lyde positive meldinger om det at være brandmand og især her i Rinkenæs. Fortæl at vi går og hygger os til øvelserne og fremhæv gerne den gode uddannelse de nye brandmænd får.
Vi har stadig en vigtig mission i vort lokalsamfund, idet vi også er en af de få foreninger der er tilbage i byen og vi er tilmed meget aktive i sammenligning med nogle af de andre.
Vi har lige for øjeblikket 2 mand på grundkursus i Aabenraa og de afslutter kurset med en lille test d. 10. april.
Vores festudvalg stod, også i det forgangne år, for 2 gode arrangementer, vinterfesten (sammen med orkesteret) og for årets sommerudflugt, turen gik sidste år til et landbrugsmuseum ved Schleswig, efter beretningerne jeg har hørt var det en meget interessant tur og et godt arrangement der igen sluttede her på brandstationen.
Elever fra både skolen og børnehaven har været på besøg her på brandstationen. Børnene har fået demonstreret hvordan man slukker en brand og leget med især HT rør på automobilsprøjten, det er altid meget populært og fra forældrene ved jeg at de leger brandmand i lang tid bagefter. Her er der især grund til bemærke at børnehaveklassen på Rinkenæs Skole målrettet gennemarbejder det lille tegneseriehæfte der udsendes op til uge 40 omkring brandsikkerhed m.m., det er en hel fornøjelse at høre børnene og deres store viden på området.
Vi søgte sidste år tilskud til anskaffelse af nye stigebælter og redningsliner der er godkendt af arbejdstilsynet. Her var Sønderjysk Forsikring meget flinke og direktør Lars Andersen overrakte en check på 10.000 kr ved en lille sammenkomst her på brandstationen. Det er udstyr som vi skal til lære at bruge i løbet af den kommende øvelsessæson.
Vi har fra 1. januar fået en ny bekendtgørelse om brandværnets personel og materiel, de største ændringer er sket ved at alle første udrykninger nu må nøjes med at køre med 5 mand og en holdleder (5 + 1) og iflg. vores aftale med kommunen er vi i Rinkenæs forpligtet til at møde med 4 + 1.
En landudrykning består ikke længere af ASP, SLT og TV, SLT må blive hjemme, de er sågar afskaffet mange steder. Et andet krav der – heldigvis for os – er faldet væk er 5 min. reglen, nu er det kun tiden for ankomst til skadestedet der tæller, 10 min. i tættere bebygget og 15 min. i spredt bebyggelse. Hele Rinkenæs er spredt bebyggelse, så det har vi nok ingen problem med at nå.
Vedr. uddannelse er vores uddannelsescenter i Aabenraa begyndt at tilbyde modulet førstehjælp på 20 timer og modulet supplerende uddannelse brand – redning på 37 timer fra i år.
Jeg vil slutte denne beretning med at takke den øvrige kommando og kammerater for den store indsats i årets løb.
Tak til beredskabskommissionen ved formanden, Bendt Olesen fordi i stadig tror på os, tak til beredskabschef Bent Hylsebeck Jensen og dine øvrige indsatsledere for det gode samarbejde i årets løb.
Selvom de ikke er til stede skal der også lyde en tak til kommunens øvrige medarbejdere især materialegården og politiet i Gråsten og Aabenraa for det gode samarbejde.
—- o O o —-
Efter kaptajnens beretning var næste punkt på dagsordenen optagelse af nye medlemmer og uddeling af hæderstegn. Erik Asmussen blev optaget ved håndslag og Torbjørn Jensen blev budt velkommen i Rinkenæs (overflyttet fra Broager).
Borgmester Bendt Olesen overrakte H. M. Dronningens 25 års medalje for tjeneste i brandværnet til Leif Petersen og Indenrigsministeriets tegn for 10 års tjeneste til Torbjørn Jensen. Derefter fik Carl Jørgen Kistrup og Torsten Wind en gave for 35 års tjeneste, Peter Jepsen og Ejner Thomsen fik en gave for 30 års tjeneste. Leif Petersen modtog anciennitetstegn for 25 års tjeneste, Kim Hansen for 20 års tjeneste, Ole Bierbaum og Torbjørn Jensen for 10 års tjeneste.
Fra venstre ses Carl Jørgen Kistrup, Torsten Wind, Peter Jepsen, Ejner Thomsen, Leif Petersen og Torbjørn Jensen, Ole Bierbaum er desværre ikke kommet med på billedet. Brandkaptajn Kim Hansen overrækker de forskellige gaver og anciennitetstegn.
(foto : Rinkenæs friv. Brandværn )
Årets regnskab blev forelagt af kasserer Peter Christensen. Regnskabet viste et overskud som følge af kontingentindbetalinger fra vore mange passive medlemmer.
Efter en velfortjent kaffepause fortsatte generalforsamlingen med valg til kommandoen og forskellige udvalg.
Vicebrandkaptajn Povl Ernst Christiansen og kasserer Peter Christensen blev begge genvalgt for 2 år, i stedet for Bo Olesen der ikke ønskede genvalg blev Henrik Ravn valgt.
Der var genvalg til følgende poster :
revisor Carl Jørgen Kistrup, depotmester Ole Bierbaum, saniteter Torsten Wind. Som ny fanevagt blev John Reimer valgt.
Til æresretten var der genvalg af Jørgen Petersen og nyvalg af Henrik Ravn.
Til festudvalget blev Jonny Hansen og John Reimer valgt.
Generalforsamlingen sluttede traditionen tro med en gang gule ærter med tilbehør.
Sommerens aktiviteter…..
Vores udendørs sæson er startet. Vor traditionelle udmarch finder i år sted torsdag d. 1. maj, Brandværnsorkesteret vil gå foran brandmændene igennem byen og symbolisere at sommersæsonen er begyndt.
Derefter vil vore øvelser fortsætte med ca. 2 – 4 ugers mellemrum hele sommeren (dog ikke juli måned).
Årets brandværnsmarch arrangeres i år af Vilsbæk friv. Brandværn søndag d. 10. august. Brandværnsmarchen er en 10 km. march der skal afsluttes indenfor 2 timer. Deltagerne er frivillige brandmænd fra Sønderjylland, brandmænd fra det øvrige Danmark og fra Nordtyskland.
Ved Borgerforeningens parkunderholdning i Gartnerslugten kan vi igen i år findes ved grillen.
Passive medlemmer…..
Som de foregående år tilbyder vi igen i år alle husstande i vort slukningsdistrikt et passivt medlemskab af Rinkenæs friv. Brandværn. I marts nummeret af bladet var der indlagt et girokort. Vi håber mange igen i år vil støtte os.
Et passivt medlemskab koster 30 kr. pr. husstand, men større bidrag modtages meget gerne.
Beløbet kan stadigvæk indbetales kontant ved købmand Jørgen Andersen, ved vores kasserer Peter Christensen, Bakkegården 34, eller via posthus eller bank (husk på her er portoen jo mellem 6 og 12 kr).
Medlemskabet forpligter ikke til nogen aktiv indsats, men giver os mulighed for at opfylde forskellige ønsker til vort udstyr. Vi har bl.a. et ønske om at få udvidet vores mulighed for at have radioforbindelse med hinanden under indsats.
Hvis du har spørgsmål til brandværnet kan du prøve at gå ind på vores hjemmeside http://home.worldonline.dk/rfb/ , sende os en e-mail på
følgende adresse : rfb@jyde.dk , eller bedre endnu ringe til Kim Hansen.
Vi ønsker…..
Alle vore passive medlemmer og alle byens borgere en god sommer.