Rinkenæs frivillige Brandværn
Brande siden sidst…..
I perioden oktober – november har der været 4 opgaver til brandværnet.
Torsdag d. 9. oktober kl. 20.41 lød alarmen til et trafikuheld med fastklemte på Sejrsvej. En bil var kørt op over fortovet og sad nu i klemme mellem en betonkant og et hus. Det var derfor ikke muligt for føreren at komme ud. Det blev nødvendigt at klippe beslaget på ryglænet over før det var muligt at trække føreren baglæns ud af bilen. Hun blev i ambulancen kørt til undersøgelse på skadestuen. Til et trafikuheld i vores distrikt bliver vi tilkaldt og Gråsten friv. Brandværn kommer med frigørelsesværktøj. Desuden kommer der normalt en ambulance og en akutbil og en bil med yderligere frigørelsesværktøj fra Sønderborg. Vi mødte 9 mand til dette udkald.
Tirsdag d. 21. oktober kl. 9.18 lød alarmen fra det automatiske alarmeringsanlæg på Dalsmark Plejecenter. Her var der gået ild i en avis der kom for tæt på et fyrfadslys. Personalet reagerede hurtigt og fik avisen ned på gulvet og der blev den slukket uden at der skete personskade. Igen en hændelse der viser at det er betryggende med en røgalarm – også i private hjem. 7 mand mødte til denne alarm
Mandag d. 24. november kl. 17.32 lød den automatiske alarm fra et hotel. Her havde en håndværker brug for et varmt bad efter dagens dont i kulden og da han kom ud fra badeværelset startede dampen brandalarmen. Der var derfor ingen brug for vores hjælp, der skulle blot luftes godt ud på værelset. 9 mand mødte op.
Lørdag d. 29. november kl. 21.44 var der igen en automatisk alarm fra Dalsmark Plejecenter. Her blev der under en familiefest tændt stjernekastere og røgen startede en alarm. Der var ingen brug for vores indsats. 6 mand mødt.
Vi håber ikke det bliver nødvendigt at køre til ildebrand i julemåneden, i kan være med til at forhindre det ved at passe på med lysene i adventskransen og på juletræet. Hav altid en blomsterforstøver eller spand med vand klar når der er tændt lys i dekorationerne.
Pas på til nytår…..
Der er kommet nye regler for salg og opbevaring af fyrværkeri. For almindelige hjem er reglerne stadigvæk at der må opbevares højst 5 kg. fyrværkeri.
Fyrværkeri må ikke affyres mindre end 10 m fra husets åbninger og 100 m. fra huse med let antændeligt tag (stråtag), fra halmoplag, fra oplag af flydende brændsel og andre let antændelige materialer. I vindsiden er afstanden det dobbelte.
Raketter og lign må ikke affyres mindre end 200 m fra huse med let antændeligt tag (stråtag), fra halmoplag, fra oplag af flydende brændsel og andre let antændelige materialer. I vindsiden er afstanden øget til 400 m!
Lidt om os…..
Vi har i længere tid søgt efter nye medlemmer til brandværnet. I begyndelsen af november blev jeg kontaktet af en af en ung mand som gerne ville høre mere om brandværnet. Han er nu optaget på prøve i op til 6 måneder og han har både været med til vores øvelser og de 2 sidste udrykninger. Vi er lige for øjeblikket 14 aktive medlemmer og der er stadig masser af plads til nye medlemmer så alle er velkomne til at kontakte os..
Vi har et medlem der går op til den afsluttende eksamen som brandmand midt i december. Så må og kan han udføre alle opgaver der bliver stillet ved en brand eller en ulykke.
Forårets aktiviteter…..
Vi har ingen udendørs aktiviteter før til april, men her i januar afholdes den årlige brandværnsparole. Det er en fælles parole for alle 22 brandværn og beredskab i hele Sønderborg Kommune. Den går på skift i de 3 områder vi har opdelt kommunen i, denne gang er det os her i område vest der arrangerer. Derudover har vi en aften med teori i januar, i februar besøger vi en virksomhed og i marts måned afholder vi vor generalforsamling.
Sammen med brandværnsorkesteret afholder vi en vinterfest i februar for alle aktive.