Rinkenæs Borger- og Familieforening
Ny forretning i Rinkenæs
Inden for de sidste mange år har den ene forretning efter den anden i Rinkenæs måttet give op og lukke. Sådan er det jo desværre gået mange steder i de mindre samfund, og netop af den grund er det særlig glædeligt at kunne byde velkommen til en forretning, hvis indehaver valgte at slå sig ned her på stedet. Fra Rinkenæs Borger- og Familieforening skal der i hvert fald lyde et velkommen til Mona og Iver Clausen. Den 1. maj i år åbnede Holger Clausens Møbelpolstring ApS på Stenvej 9.
For mange af beboerne i området er forretningen ganske vist ikke ny og ukendt, for i den sidste menneskealder eller mere har Holger Clausen været navnet på en møbelforretning på Torvet i Gråsten. Men som Iver Clausen fortæller, valgte han og hans hustru at lukke den del af virksomheden, som har med salg af møbler at gøre, for at hellige sig møbelpolstringen. Dermed vendte den tilbage til sit udgangs-punkt.
Forretningen blev oprettet i 1929 af den nuværende indehavers far, Holger Clausen, der som søn af en sadelmager var blevet uddannet som møbelpolstrer. Efterhånden kom handelen med møbler til, men det oprindelige virke blev ikke opgivet af den grund; indtil 1960’erne var der blandt andet ansat flere svende firmaet. Dog blev der ikke reklameret med det, og at værkstedet alligevel fortsat havde mange kunder, skyldtes kun, at rygtet om det gik fra mund til mund. Også efter at Iver Clausen overtog forretningen endeligt i 1994 var det kun møbelhandelen, der blev skrevet om i annoncerne.
I 2003 valgte ægteparret at holde ophørs-udsalg i forretningen i Gråsten. Endnu kan enkelte møbler og andre effekter beses i det Lille Papirmuseums tidligere lokaler i Nygade.
I stedet lejede Mona og Iver Clausen den butik i Stenvej, hvor der indtil i fjor havde været købmandsforretning. Den blev indrettet til værksted, og her udfører mand og hustru arbejdet sammen.
På et spørgsmål om, hvor stor kundekredsen er, svarer ægteparret, at de ikke har tal på det, men at de har kunder over det meste af den østlige del af Sønderjylland. Smilende tilføjer de, at de har fået en særdeles god modtagelse i forbindelse med flytningen til Rinkenæs.
Iver Clausen er i gang med at måle og tilskære det stof, der skal bruges til polstring af et møbel.
Rengøring i Rinkenæs
Lørdag den 24. april var der inviteret til renholdelse af Rinkenæs by og omegn. Ca. 20 medlemmer efterkom invitationen og mødtes på brandstationen kl. 9,00. Bodil havde lavet kaffe, og der var velsmurte rundstykker til. Ruterne blev uddelt efter reglen om "først til mølle". Vejret var ideelt til sådan et arbejde, gråt, men mildt og stille, så det var rart at gå ude i naturen og lytte til fuglene, mens øjnene stod på stilke efter det mindste stykke slikpapir. Jeg tror den største del af det, vi samlede, var dåser, og vi var enige om, at de blev smidt ud af bilerne fra de gennemkørende biler – mon fra Sønderborg??
Alle kom hjem med arme og ben intakte, og så fik vi dejlige ristede pølser med øl eller vand efter eget ønske. Det danske vejr er jo vanskeligt, det, som er godt det ene år, dur ikke det næste, der var bred enighed om, at vi nok var 3-4 uger for sent ude, mælkebøtter og skvalderkål dækkede sikkert for en del skidt i grøfterne.
Vi vil drøfte det nærmere inden næste år, for jeg mener bestemt, det er en så god og hyggelig dag, at vi skal gøre den til en fast tradition i vores lille by. Tak til alle jer, der kom!
Ingrid
Oktober tilbud
I oktober måned er det jo slut med de lyse nætter, vi trækker ind i husene, bruger varme og lys – så det er et godt tidspunkt at tænke på at spare på energien – altså strømmen.
Vi vil derfor invitere til et besøg på ESS i Sønderborg, torsdag den 21. oktober 2004.
Vi mødes ved Clausens møbelpolstring på Stenvej kl. 18,15 og laver samkørsel derfra.
På ESS vil vi få en rundvisning i udstillingen, få en præsentation af virksomheden, og få nogle gode spareråd, inden vi slutter med kaffe og kage, her kan vi også stille spørgsmål til Alice, som aftenens guide hedder.
Arrangementet er gratis, det er dog en betingelse, at vi kommer mindst 20 personer, så tag naboen med og meld jer senest 14. oktober til Bodil: tlf. 7465 0891 eller Ingrid: tlf. 7465 2617.
Ingrid
Besøg på Gråsten Fitness.
Rinkenæs Borger- og Familieforening besøgte den 20. april Gråsten Fitness. 22 spændte og nysgerrige medlemmer blev straks ved ankomsten bedt om at stille udendørsskoene: var det her måske en moske?
Efter Anettes velkomst og præsentation af det nybyggede hus, blev vi bedt om at finde en madras, lægge os på gulvet, og så begyndte arbejdet: rygøvelser på gulv! De fleste kom ned, men hvor er der langt ned, når man skal! Der fortsattes med maveøvelser, og gulvpinslerne afsluttedes med en tur på vægten. Alle fik i al fortrolighed udleveret en bon med sin BMI. Hos nogle brød jubelen ud, mens andre mere diskret studerede de nøgne facts om overvægten, fedtprocenten og den manglende muskelmasse!
Nu var isen brudt for de fleste, og rundturen fortsatte ved de mange forskellige træningsmaskiner, som vi i to hold blev instrueret i brugen af. Om det var chokket over BMI’en, eller det var et længe næret ønske og behov for at prøve sig selv og sin kondition af, skal være usagt. I hvert fald blev der arbejdet intenst og længe af alle, så den velfortjente kaffe blev udsat adskillige gange.
Stor tak til Anette for en fin aften og et stort til lykke med fitnesscentret.
Egon Ratgen
Medlemskontingent
Hvis du endnu ikke har betalt dit kontingent, så gå en tur forbi kasserer Bodil Jensen på Sejrsvej 35 – betal – og så får du en kvittering, og du er med til at støtte foreningen, som arbejder for vores lille samfund.
Lærkelunden – den firestjernede campingplads
Det er ikke kun på grund af Rapanden Rasmus, at Rinkenæs er blevet kendt viden om. Også af andre grunde er stednavnet nået langt ud i verden, og det har ikke mindst campister fra så godt som alle dele af jordkloden ydet deres bidrag til. De har holdt ferie på campingplad-sen »Lærkelunden«, som siden grundlæggelsen i midten af 1960’erne sommer efter sommer har modtaget gæster i tusindvis.
Rygtet om den enestående beliggenhed og den både moderne og attraktive indretning har helt naturligt bredt sig som ringe i vandet, ikke alene her i Danmark, men også langt uden for landets grænser. Ejeren, Peter Kragh, og hans hustru Bente fortæller, at der har været gæster fra så fjerne lande som New Zealand, Australien, USA og Japan, hvor Rinkenæs altså også er blevet et kendt sted.
»Lærkelunden« hører uden tvivl til de smukkest beliggende campingpladser ikke alene i landsdelen, men i kongeriget i det hele taget. I årenes løb har de mange feriegæster kunnet glæde sig over den storslåede udsigt over Flensborg Fjord og Broagerland. Eftersom selve det parklignende areal er terrasseformet, kan man se vidt omkring fra næsten alle pladser. Desuden støder den op til Gendarmstien med dens rige muligheder for spadsereture langs vandet. Mange har også benyttet Rinkenæs som udgangspunkt for længere udflugter til andre naturskønne dele af Sønderjylland eller til ture syd for grænsen.
Den umiddelbare nærhed ved vandet betyder selvsagt, at »Lærkelunden« tilbyder gode bademuligheder for voksne og børn, ligesom lystfiskere ikke skal gå langt for at komme til at dyrke deres fritidsbeskæftigelse. I stille vejr kan man desuden leje en robåd, en kano eller en vandcykel til en tur langs kysten.
Campingpladsen er kendt for sin hyggelige atmosfære og sin pertentlige orden, som ejerparret gør alt for at opretholde. Den har ry for at være velindrettet med mange faciliteter, der gør ferien til den afslappelse, den jo skal være – og det hvad enten man kommer i campingvogn i luksusklassen, om man overnatter i et mere beskedent telt eller om man lejer en af gæste-hytterne. Skulle vejret ikke være til udendørs udfoldelser, kan man drage nytte af svømmehallen, det tyrkiske bad og saunaen.
Ikke uden grund tildelte Campingrådet sidste år »Lærkelunden« sin fjerde stjerne, og ikke uden grund vender mange af gæsterne tilbage til stedet, år efter år.

»Lærkelunden« er medlem af sammenslutningen Elite Camp, der tæller de bedst indrettede campingpladser i Danmark.
Peter Ryom
Bestyrelsen pr. d. 18. marts 2004:
| Egon Ratgen | Formand | Hvedemarken 59 | tlf. 74 65 40 35 | e-mail : a-eratgen@post.tele.dk |
| Ingrid Brandt | Næstformand | Fjordvej 4 | tlf. 74 65 26 17 | e-mail : fjordvej4@mail.tele.dk |
| Bodil Jensen | Kasserer | Sejrsvej 35 | tlf. 74 6508 91 | e-mail : bmink@mail.dk |
| Marie Heuschel | Sekretær | Sejrsvej 26 | tlf. 74 65 17 58 | |
| Peter Ryom | Samspil repr. | Hvedemarken 99 | tlf. 75 63 90 00 | peter.ryom@mail.tele.dk |
| Suppleanter : | ||||
| Thomas Jessen | Hvedemarken 3 | tlf. 74 65 04 35 | e-mail : thomas.jessen@mail.dk | |
| Karin Baum | Nederbyvej 7 | tlf. 74 65 44 66 | e-mail : baum@mail.dk |