Rinkenæs Borger- og Familieforening
Snerydning af stier.
På borger- og familieforeningens generalforsamling i marts måned blev det fra et medlem spurgt om, hvem der skulle rydde stierne (på Hvedemarken) for sne. Ingen kunne konkret og utvetydigt svare, men en direkte forespørgsel afslørede følgende retningslinier, som står i kommunens regulativ for renholdelse og vintervedligeholdelse af fortove og stier under pkt. 16:
”I byer og bymæssig bebyggelse pålægges det i henhold til lovens § 5, stk. 1. ejere af ejendomme, der grænser til offentlig vej eller sti, at foretage foranstaltninger mod glat føre på fortov og sti ud for ejendommen, med mindre ejendommen ikke vil kunne opnå mindst gående adgang til færdselsarealet.
Denne forpligtelse (iht. lovens § 6, stk. 2), der blev indsat ved lov nr. 311 af 19. juni 1974, pålægges også ejerne af ejendomme ved veje og stier, der er led i et samlet vejsystem til udelukkende eller overvejende trafikbetjening af et udstykningsområde, uanset om de har direkte adgang til vejen. De veje og stier, der er omfattet af denne bestemmelse, er angivet på vedlagte bilag 7.
Forpligtelsen omfatter fortov og sti, der ligger nærmere ejendommen end 10 m.”
Bilag 7 er ikke optrykt her men omfatter bl. a. stierne på Hvedemarken.
Herefter er der vist ingen tvivl om dette spørgsmål længere.
I øvrigt står der i samme regulativ pkt. 20, at grundejerne også har forpligtelsen til renholdelse af samme stier, så det gælder altså ikke kun snerydning,
Egon Ratgen
Nytårskoncert 2007
Nytårskoncert skal der til, og den finder sted tirsdag d. 2. januar kl. 20.00 i den nye koncertsal ALSION i Sønderborg. Der bliver spillet musik af Strauss, Lehar og Offenbach, så det tyder på fest, stemning og masser af sjov og ballade.
Der er nummererede pladser, og jeg tror der bliver rift om billetterne, så meld jer i god tid – senest d. 5. december hos Bodil på tlf. 74 65 08 91 eller hos Egon på tlf. 74 65 40 35, og få en fornøjelig start på det nye år.
Pris for billet og bus er kr. 160,00 for medlemmer, for ikke medlemmer tillæg på 25,00 kr. Vi mødes på møbelpolstrer Iver Clausens P.plads kl. 19.00 og hav venligst aftalte penge med, tak.
Vel mødt til endnu en festlig Nytårskoncert.
Mange hilsener fra Bodil.
Borgermøde
Tirsdag d. 19. september deltog ca. 130 personer i et borgermøde på Rinkenæshus hvor Carsten Hansen fra Sydenergi i Esbjerg fortalte om deres løsning med Internet, telefon og tv via bredbånd. Internettet er hurtigere som det der kendes fra ADSL i dag, på tv vil der være op til 25 kanaler i DVD kvalitet og telefondelen vil give gratis samtaler mellem telefoner i vores lokalområde.
Af foredraget fremgik at der nu skal tilkendegives hvem der er interesseret i at få bredbåndet. Når omkring 30 % af husstandene her i Rinkenæs og omegn har tilkendegivet deres interesse vil Sydenergi begynde at planlægge og senere etablere deres bredbåndsnet. En tilkendegivelse er ikke lig med en aftale om bredbånd. Når projekteringen går i gang vil alle blive kontaktet og få mulighed for at tilmelde sig. Det vil også være muligt at få etableret det rør lyslederen skal ligge i uden at blive tilsluttet.
Hvis du var forhindret i at deltage i mødet har vi vedlagt interessekortet i dette nummer af Samspil. Brug det hvis du vil vise din interesse for at blive tilsluttet bredbåndet og vær med til at sætte Rinkenæs på landkortet før det ellers vil ske.
Du kan også gå ind på www.sydenergi.dk for at få flere oplysninger om bredbåndet.
På vegne af Rinkenæs Borger og Familieforeningen
Kim Hansen 