Rinkenæs Borger- og Familieforening
Hold-byen-ren.
En ren fiasko.
Rinkenæs Borger- og Familieforening havde for 5. år inviteret byens borgere til at være med til at holde byen ren lørdag den 31. marts.
Deltagermæssigt blev det en ”ren fiasko”, idet kun én borger med barn ud over den gamle bestyrelse mødte frem.
Dagen blev reddet af Rinkenæs Efterskole, som sendte et hold entusiastiske unge elever. De tog bare fat, så de fleste af ”ruterne” blev gået igennem og renset for diverse dåser, flasker, plastik, papir m. m. m. Mange tak til efterskolen for jeres fine indsats.
Men, men, men det giver stof til eftertanke. Hvis foreningen eksisterer efter den ekstraordinære generalforsamling (se venligst anden artikel i Samspil), så må vi erkende, at det gider vi altså heller ikke mere! Hvad er der dog sket? Hvor blev I af? Kom dog og fortæl os, hvad der skal til, for at byen igen bliver et godt sted at bo og leve i!
Vi mister simpelthen alle lysten, når der ingen respons er på noget som helst! Og så gider vi til sidst heller ikke.
Egon Ratgen
Ekstraordinær generalforsamling.
Rinkenæs Borger- og Familieforening afholdt ordinær generalforsamling onsdag den 14. marts på Rinkenæshus. 14 af foreningens medlemmer var mødt frem.
Bestyrelsens beretning og regnskabet blev godkendt uden bemærkninger, men da de 3 afgående bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant skulle erstattes efter mange års solidt arbejde, skete der absolut intet. Benarbejdet var også gjort inden generalforsamlingen, hvor det kun gav én kandidat til bestyrelsen, og en meldte sig på generalforsamlingen. Det gav jo ikke nogen fuldtallig bestyrelse.
På en ekstraordinær generalforsamling formodentlig den 2. maj (se indkaldelse i ugepressen) vil den resterende bestyrelse forsøge at få valgt en fuldtallig bestyrelse. Alternativet er enten en nedlæggelse af foreningen eller sammenlægning med en anden forening.
Fra politisk side har vi mødt forslaget om en sammenlægning af de eksisterende foreninger i byen, så man kun skulle betale kontingent ét sted og én gang. Men arbejdet skal jo gøres – eller skal det? Det er jeres valg! Vi (= de resterende 2 i bestyrelsen) kan intet gøre uden jeres opbakning. Nu må Rinkenæs vælge, om den fortsat skal have en borger- og familieforening.
Egon Ratgen
Vedrørende Borgerforeningens fremtid!
Efter vor generalforsamling, har jeg følgende kommentarer:
Tænk – vi kunne ikke få valgt en bestyrelse, da der var mødt for få, så nu bliver der indkaldt til en ny generalforsamling, og så må vi se, om der er nogle, som vil gå ind i bestyrelsen. Er vi virkelig så langt ude, at der opstår en ligegyldighed med vort lokalområde, nu efter vi er kommet ind i en storkommune? Hvad med vor skole, vore veje & stier, gadebelysning med mere? Hvis man tror, man som privatperson kan gøre sig gældende, så skal man nok tro om igen. Jeg beundrer det frivillige arbejde der bliver gjort, men det er ofte (Tordenskjolds soldater) og de kan også blive trætte, hvis ikke der kommer nye til, især mangler der en henvendelse fra de unge i Rinkenæs.
Med venlig hilsen
Per Thorsted Jensen
Bredbåndsprojekt i Rinkenæs
Når dette læses vil alle, der bor i det område, som SYD ENERGI kalder for Rinkenæs zone 1, have modtaget informationer om det forestående bredbåndsprojekt. Såfremt man når at tegne kontrakt inden 1. mal 2007 får man den første måneds internetabonnement gratis. Tilkoblingen vil ske i løbet af sommeren 2007.
Man vil først gå i gang i zone 2 og 3 når interesseprocenten når et tilfredsstillende niveau. Se i øvrigt SAMSPIL nr. 4 s. 40 eller klik ind på www.sydenergi.dk/bredbaand , hvor man også kan tegne kontrakt.