Rinkenæs Aftenskole
Aftenskolen er allerede i fuld gang. På gigthospitalet har vi fødselsforberedelse om fredagen, 3 hold afspænding i varmt vand lørdag formiddag og 56 babyer i vandet søndag eftermiddag.
Så har vi musik på skolen om mandagen, starter klaverundervisning den 19. februar, har mænd i gang i køkkenet om tirsdagen – der kunne nu godt være et par mænd mere på holdet, men der må jo ikke være flere mænd, der ikke kan lave mad!!!
Vi har navigation om onsdagen, deltagerne har en prøve i udsigt her i foråret.
Der har været frafald af forskellige årsager på vores Træarbejdshold, så der kommer ikke i gang her i foråret – desværre.
Tirsdag har vi efterfødselsyoga og onsdag babymassage begge dele i Ahlmannsparken.
Af nye kurser i februar får vi Kunstterapi, der strækker sig over 2 onsdage i februar og så den sidste onsdag den 7. marts.
Der starter nyt kursus i EFTERFØDSELSYOGA den 17. april og nyt hold BABYMASSAGE den 6.marts.
Den 23. og 24. marts har vi kursus i SPARTELBILLEDER OG IKONMALERIER, et spændende kursus med Tina Bonde fra Haderslev.
Så snart Marina Fiskenæs åbner deres varmtvandsbassin, har vi aftalt med centret, at vi laver en del kurser der, vandgymnastik også for ældre, morgengymnastik og flere forskellige tiltag bl.a. afspændingsgymnastik for brystopererede.
Vi har også en del nye ting på trapperne bl. a. et foredrag der hedder: Styr din stress før den styrer dig med Anette Nissen, det bliver mandag den 19. marts kl. 19.30, og et foredrag om Clairvoyance med Birthe Schrøder Hansen, det bliver torsdag den 22. marts kl. 19. Begge foredrag på Rinkenæs skole.
Vedr. samarbejde i den nye storkommune, ved vi ikke ret meget endnu.
Lørdag den 27. januar kl. 10.00 skal der være valg til Folkeoplysningsudvalget. Jeg har i forvejen været til et formøde, hvor emner blev stillet op til udvalget, nu må vi se, hvem vi får valgt ind.
I Aabenraa har man besluttet sig til ingen folkeoplysningsudvalg at have. Da min Bov Aftenskole hører under Aabenraa nu, bliver det lidt spændende at se, hvordan de 2 kommuner bliver at arbejde sammen med. Aabenraa kommune har slettet tilskud til pensionister (Bov kommune har før givet tilskud til pensionister), vi har ikke i mange år fået tilskud i Gråsten kommune til pensionister, jeg håber på, at der vil blive givet tilskud efter sommerferien. Sønderborg har givet tilskud og fortsætter med det, men vi andre skal fortsætte, som vi plejer indtil sommerferien!! Forvirret??
Her i foråret skal Aftenskolen afholde sin ordinære generalforsamling. Derom i næste nummer af Samspil.
Ulla.