Rinkenæs Aftenskole
Så kan vi høre på fuglene i haven, at foråret er lige om hjørnet, dermed er aktiviteterne i aftenskolerne skruet en anelse ned. Vi har i skrivende stund gang i mange kurser rundt omkring, bl.a. er korsang, guitarkursus, madlavning for mænd, sløjdkursus, varmtvandsgymnastik og meget andet.
Kurser der fortsætter helt til sommerferien er:
FØDSELSFORBEREDELSE I VARMT VAND V/JORDEMODER MARIANNE RISOM, der nu har haft disse kurser i mange år – ca. 12 år, så der er født mange børn af mødre, der har været på kursus i Rinkenæs Aftenskole.
Mariannes kurser starter med ca. 1 time fødselsforberedelse, så er der en kaffe/tepause, hvor der bliver snakket om praktiske ting – amning, det at komme hjem med et lille barn i et hjem, hvor der ikke tidligere har været et lille barn, det er jo en kolossal forandring, det er rart at være en smule forberedt på dette. Så går man i brusebad og i det varme vand, hvor der er afspændingsøvelser m.m.,
Næste kursus starter FREDAG den 21. april kl. 16-18.35 i alt 6 gange på Gigthospitalet i Gråsten og 1 aften med kommende fædre – der for dette holds vedkommende bliver MANDAG den 12. juni kl. 19-21.45 på Årsbjerg. Kurset koster 980 kr. det er inkl. Lokaleleje på Gigthospitalet.
FØDSELSFORBEREDELSE V/JORDEMODER DORTHE AHRENDS. En – for os – ny jordemoder er klar til at starte et kursus for gravide, der ikke ønsker at være i varmtvandsbassin, men ønsker en ”almindelig” fødselsforberedelse. Her vil der også blivet øvet i vejrtrækning, som på andre fødselsforberedelseskurser, samt forberedt på bedste måde på den kommende fødsel. De kommende fædre får også på dette kursus mulighed for at følge kurset, ved at kunne deltage nogle gange. Kurset starter TORSDAG den 2. februar kl. 19.15-20.45 i alt 8 gange i Ahlmannsparken og koster 475 kr.
EFTERFØDSELSYOGA FOR MOR/BARN V/SUSANNE HORN starter igen TIRSDAG den 7. marts kl. 10-11.50 i Ahlmannsparken. Når det lille barn er født, trænger moderens krop til at genvinde sin styrke, kraft og overskud. Rolige kropsøvelser i forbindelse med åndedrætsøvelser er en rigtig god hjælp til det. Susanne har megen viden på yoga-området, og kurserne er normalt velbesøgte. En af kursusdagene kommer Annemette Hovgaard og lærer mødrene at give babymassage. Disse kurser er behagelige kurser, med snak om ”hvordan har vi det nu – her efter fødslen” o.s.v. Der bliver 1 efterfødselskursus mere før sommerferien, det starter TIRSDAG den 2. maj.
Ja, så har vi babysvømning, det kan jeg næsten ikke reklamere for, for der er hele tiden lange ventelister. Den 19. marts starter det sidste babysvømning før sommerferien. I sommerferien kan vi ikke være på Gigthospitalet, så da er der ikke nogle kurser af dem, der foregår dér. Så den 19. marts starter 36 babyer med enten deres far eller deres mor i varmtvandsbassinet.
Så slipper vi gravide og babyerne – selv om de fylder meget i vores aftenskole.
TIRSDAG den 7. februar kl. 9-10 starter VANDGYMNASTIK FOR BRYSTOPEREREDE på Marina Fisknæs. Lærer på dette hold bliver fysioterapeut Annie Vase. På opfordring blev dette kursus annonceret, og starter nu. Kurset strækker sig over 10 gange og koster 450 kr. inkl. Lokaleleje. Kl. 10 bliver der åbnet for offentligheden, så fra 9-9.45 er vi helt alene i bassinet, og kan tage brusebadet efter i fred og ro, før fremmede mennesker kommer ind, det har vi sat pris på. Hvis der er interesse for det, vil næste kursus starte TIRSDAG den 18. april.
I efteråret påtænker vi at starte NAVIGATIONSKURSUS der afslutter med duelighedsprøve for alle jer, der skal ud at sejle. Vi har truffet aftale med Per Hansen om, at vi starter med teori først i oktober – i alt 50 timer – 1 aften i ugen kl. 19-21.45. Til foråret gøres prøven så færdig med 10 timer, så man bliver færdig først i april. Nu er der tid til at tænke på, om det er noget man skal springe ud i. Vil du gerne vide mere eller have noget fortalt mere tydeligt, vil Per Hansen gerne tale med dig, hvis du ringer til ham en aften efter kl. 18 – tlf. 74650288.
Heidi Brüning og Aftenskolen påtænker også et kort kursus i nogle smukke dekorationer til påske, nærmere herom i Folkebladet.
HUSK til alle kurser skal tilmeldes først og HUSK at ringe til Aftenskolen, hvis du alligevel ikke vil deltage i det, du har tilmeldt dig. Det er urimeligt, at når et kursus på f.eks. 10 personer skal starte, så er der 3 der har fortrudt, og ikke meldt fra, så kan alle gå hjem, kurset starter ikke, folk har – f.eks. indkøbt materialer til kurset, og alt forgæves. DU skylder dine medmennesker den lille ting, at melde dig fra kurset FØR det starter, så de andre kan nå at få besked om, at de ikke behøver at tage hjemmefra. TÆNK PÅ DET.
ALLE er velkomne i Aftenskolen uanset hvilken kommune man kommer fra. Aftenskolerne får et tilskud til lærerens løn af kommunen, så aftenskolerne er åbne for alle.
ET RIGTIGT GODT FORÅR ØNSKES ALLE.
Tilmeldelse til kurser foregår på tlf. 74651187 – fax 74652387 eller på
e-post: aftenskolerne@ mail.tele.dk.
Husk også at se på vores hjemmesider www.rinkenaes-aftenskole.dk
Hilsen Ulla